Assassinernes tid

Beskrivelse af Assassinernes tid
Som Nietzsche anfægter Rimbaud alle eksisterende værdi­er. Som Blake former han en ny lære om verdens oprindelse. Han er som en stella nova, der pludselig dukker op, for så at styrte til jorden. Assassinernes tid er en studie i Rimbaud der handler lige så meget om Henry Mil­lers opfattelse af sig selv og digtekunsten. Mil­lersk narcissistisk til tider, som når han skriver: "I Rimbaud ser jeg mig selv som i et spejl." Men også rammende og klartse­en­de, og ikke uden en vis selvind­sigt, som når han åbenhjertigt indrømmer: "Jeg bliver aldrig en digter af hans format." Da Miller i 1927, 36 år gammel og midt i sin egen årstid i helvede, første gang hørte Rimbauds navn, var han ikke i stand til at tage ham til sig, for han afskyede den kvinde som bragte hans navn på bane. Men navnet blev hængende, og seks eller syv år senere, mens han boede hos Anaïs Nin i Paris, i de år han kalder "mine Illuminationers tid", forstod han at Rimbauds digte var ´ren dynamit´, men lagde dem til side for at hellige sig sit eget forfatterskab. Det var først i 1943 han begyndte at læse om Rimbaud, og først endnu senere at han kunne se ham som det han var: en seer. Når man tænker på andre samtidige ånder som Nietzsche, Strindberg og Dostojevskij, er det som om ´sidste halvdel af det nittende århundrede var en af historiens mest fordømte epoker´, skriver Miller. Som Nietzsche anfægter Rimbaud alle eksisterende værdier. Som Blake former han en ny lære om verdens oprindelse. Han er som en stella nova, der pludselig dukker op, for så at styrte til jorden. Og ifølge Miller er af alle skæbner van Gogh den der ligner Rimbauds mest. Ligesom Rimbaud havde også han et næsten overmenneskeligt mod, en exceptionel energi og udholdenhed, hvilket tilsammen gjorde ham i stand til at kæmpe mod umulige odds. Men ligesom det er tilfældet med Rimbaud, slider kampen også ham op i hans bedste alder og får dem til at fremstå som ulykkessvangre tvillinger. I Rimbaud var sol og måne ifølge Miller lige stærke. Ungdomsdigtningen udgjorde månefasen i hans liv, tilværelsen som eventyrer og handlingens mand var solfasen. Men i hver fase var det som om en smerte forgiftede hans liv. Rimbaud lagde ud med at ville ´se alt, føle alt, opdage alt, sige alt´, men hurtigt mærkede han ´bidslet i sin mund, sporerne i sine flanker, pisken over sin ryg´. Han var en mand af sin tid, på en gang offer og bøddel. ´Vi må være absolut moderne,´ skrev Rimbaud; overtro, feticher og trosbekendelser er passé, nu handler det om klarhed, ikke kunstig belysning. Fremtiden stirrer os i ansigtet - som en gabende afgrund - og det mennesket frygter mest af alt er dets eget billede, og at leve uden illusioner og blændværker. ´De gyldne fugle som flyver gennem hans digtes skyggefulde løv.´ Men hvor kom Rimbauds gyldne fugle fra? spørger Miller. Og hvor flyver de hen? De har ingen lighed med luftens skabninger, engle er de heller ikke. De er åndens sjældne fugle, trækfugle som flyver fra sol til sol, private budbringere sluppet fri i illuminationens lys. De løfter sig på ekstasens vinger og forsvinder i flammen. Assassinernes tid blev oprindeligt offentliggjort i 1946 og 1949 som to separate essays i forlaget New Directions årsskrifter nr. 9 og 11 og udkom først som bog i 1956. Uddrag af anmeldelser Miller ser kort og godt Rimbaud som vidunderbarnet, der var for tidligt ude. Et geni, der var

Brugernes anmeldelser af Assassinernes tid - Skriv en anmeldelse