Vildheks 4: Blodsungen

“Det er tæt på nu,” sagde Moster Isa og skævede uvilkårligt opad. Men jeg kiggede på den syge hare. Der kravlede noget i dens pels – noget, der i skæret af lynet havde givet sit eget lille fosforgrønne glimt fra sig. 

 

“Hvad er det for en?” spurgte jeg og holdt harens ubudne gæst frem i lyset så hun kunne se den. Den var noget større end en skovflåt, over en centimeter lang. Dens kraftige grønne rygskjold glitrede mellem mine fingre. 

 

“Palomena prasina,” sagde Moster Isa. “Grøn bredtæge.” 

 

KA-BoOOOOOOOOOOMMMMmmmmmmmm. 

 

Lynet blændede mig i præcis samme sekund som tordenbraget lød. Jeg stod et øjeblik både blind og døv. Og lige præcis da mærkede jeg et stik … 

 

At blive bidt af en tæge på størrelse med en lillefingernegl lyder måske ikke så farligt. Heller ikke selv om tægen er af den slags der ellers kun lever af plantesaft., og ikke normalt lyser op i mørket når det lyner. Clara forstår ikke hvorfor et tægebid kan få jord og himmel til at slå revner og bringe dunkle varsler frem i lyset. Men det sker. Det begynder med blod, står der i den gamle bog. Og en enkelt dråbe viser sig at være nok …