De Andres Liv

Brugernes anmeldelser af De Andres Liv - Skriv en anmeldelse
nikolai - 14-02-2007

Filmen "De Andres Liv" af Florian Henckel von Donnersmark er, filmisk set, vellykket. Den har en god fortællerytme, atmosfæriske kulisser, god fotografering, fantastiske skuespiller og virker egentlig ikke så lang, som den faktisk er.
Og dog har filmen et afgørende problem: Den er utroværdig. Godt nok starter den med et tør semidokumentarisk indledningstekst om funktion og arbejde af STASIen og viser bagefter en, stadig authentisk virkende, afhøring og skolingen af kommende STASI-medarbejdere. Men direkte bagefter udvikler sig filmen til et eventyr om et system, der aldrig har eksisteret på den måde med borger, der har aldrig har eksisteret.
Kulturminister Hemf (Thomas Thieme) vil få udspioneret dramatikeren Georg Dreymann (Sebastian Koch) for at skaffe ham af vejen for at kunne få dens kæreste, skuespillerinden Christa-Maria Sieland (Martina Gedeck). Men den STASI-kaptajn (Ulrich Mühe), der fik opgaven, udvikler sympati for sit offer og beskytter det, uanset dens egen tab.
Det er en meget rørende historie, som desværre aldrig har kunnet fundet sted i den virkelige DDR. Og man behøver ikke at have levet der, for at kunne se det. Man skal bare prøve, at bruge sit hovedet mens man ser filmen, istedet for at bare proppe popcorn ind:
Måske er Georg Dreymann nok selv systemtro og umistænkelig. Men til hans nærmeste venner hører folk som teaterinstrukøren Jerska (Volkmar Kleinert), som har arbejdsforbud, og journalisten Hauser (Hans-Uwe Bauer), som har selv siddet i STASI-varetægt. Når Dreymann har sådan nogen venner, hvorfor bliver han ikke overvåget i forvejen? Selv hvis STASI stoler på ham, så ville de dog gerne vide, hvad hans venner snakker om, når de er på besøg. Men nej, overvågningen skal først igangsættes.
Og så kommer det næste: Hele aktionen er selvfølgelig top hemmelig. Men STASIen står med en mandskabsvogn fyldt med grå mænd midt på dagen foran huset, for at, når Dreymann er væk, invadere lejligheden i én samlet flok. Og ikke en eneste beboer i hele gaden lægger marke til det?!?
Jo da, naborinden der bor overfor Dreymann ser det hele igennem sin dørspion. Derpå bliver hun truet af kaptajnen, at han vil tage hendes datter studieplads, hvis hun fortæller noget til en anden. I en virkelig politistat ville han ikke behøvet, at sige det - det ville bare har været klar for hende. Nærmere ville han har inviteret hende til en "informativ samtale" angående hendes nabo og gjort hende til "IM" (informel medarbejder). Det ville har været meget mere overbevisende og realistiske end den oh-så-chockerende afpresning af C.M.Sieland senere i filmen.
Den egentlige installation af mikrofonerne er også meget sjov. Hele tiden bærer de grå STASI-folk grå handsker. Klart, de må jo ikke efterlade fingeraftryk. For hvis Dreymann nu opdager noget og går til politiet og de undersøger fingeraftrykkene og så arresterer STASI-agenterne ... HALLOOO, hva' fan'n er det her? Det er ikke DDR, det er en børnehave! James Bond for wanna-be-politisk-opklarede.
Senere, da Dreymann vil skrive en systemkritisk tekst, "tester" han sin lejlighed, idet han får besøg af Hausers Onkel fra Westberlin: De praler højt i lejligheden, at de vil skaffe Hauser i Onkelens bagagerum over grænsen. Da han kommer over grænsen, uden at blev kontroleret, betragter de lejligheden som sikkert. Det virker som om Florian Henckel von Donnersmarck tror, at alle DDR-borger var fuldidioter. Tror han virkelig, at en borger i DDR mente, at han kunne "teste" sin lejlighed sådan bare? Og tror han virkelig, STASI var så dumme, at de ville falde for sådan en plat ide? Og hvad er det for en skrækkelig politistat, hvor man bare behøvede, at teste sin lejlighed og så var man i sikkerhed? Ja, hvis det var bare det, hvad var der så slem ved DDRen?
Men det bliver endnu bedre: Dreymann få besøg af en westtysk journalist, der skal publicere Dreymanns tekst. Wieslers chef Grubitz (Ulrich Tukur) spørger ham efter journalisten, hvis bil er blevet "fulgt efter fra grænseovergangen til Prenzlauer Berg, og der tabt ud af syne". Wiesler dækker Dreymann og siger, at han ved ikke noget om det. Men det er altså urealistisk at en westtysk bil i Østtyskland "går tabt". En eller anden, den lokale politimand, en STASI-medarbejder, der bor i samme gade, en IM i en nabolejlighed, en eller anden ville har set bilen foran Dreymanns hus og meldt det videre.
I øvrigt ville man sådan en overvågning aldrig overlade til en enkelt person, men altid indrage forskellige organer med mange forskellige medarbejdere. Agenter med aflytanlæg, men også simple politi, IMs, som bor i nabolejligheden eller i huset overfor, "uiøjnefaldende" agenter til overvågning på gaden osv.. For at det nemlig aldrig kan ske, at en enkelt medarbejder tager en bestemt side, sådan som det sker i filmen. I en politistat bliver alle kontrolleret - også dem, der kontrollerer.

Mange siger, at "De Andres Liv" er dog bare en spillefilm, og så må man da også har nogen kunstnerisk frihed. Det er nok rigtig, men problemet er, at alt for mange mennesker glemmer åbenbart netop det og kommer med kommentarer efter filmen som: "Så kunne vi se, hvordan det foregik i DDR" eller "sådan var det altså med STASI", samtidig med, at filmen skamløst underdriver forholdene i en politistat. Og så gør den, som om det hele er sket engang for mange år siden i et land der ikke eksisterer mere. Men man skal lige tænke over, hvor aktuelt filmen egentlig er. Er Danmark så langt væk fra det? Giver banker og flyselskaber ikke oplysninger videre til andre?? Sker der ikke umenneskelige forhør under dansk ansvar?? Hvor ved vi fra, at vi ikke bliver aflyttet - her og nu??
------------------------------------------------------------------