Farce med Helge Kjærulff-Schmidt og Grethe Thordahl som det nygifte brudepar, der skal tilbringe en planlagt og øm bryllupsnat på et hotel, før han skal sejle på langfart. Det er derfor vigtigt for dem, at alt går planmæssigt.
Gæt hvad der sker!
Alle mulige og umulige forhindringer ramler ned over de stakkels nyforelskede, hvor gangstere og andre ubudne gæster kappes om at tage midlertidige ophold i deres elskovsrede. Det er klassisk komik, på manuskriptsiden baseret på et amerikansk lystspil, og i Asbjørn Andersens instruktion herligt forudsigelig og betrykkende, helt og aldeles uden hold i virkeligheden.