For 20 år siden stak Jens Nielsen (Poul Reichhardt) af til Amerika efter en mindre heldig episode, hvor han blev beskyldt for tyveri. Han har ikke spildt tiden i det fremmede og vender efter mange års flid og initiativ hjem som en flot og holden mand. I hjembyen genopfrisker han nu gamle bekendtskaber, og da en tvangsauktion truer den lokale godsejer, slår Jens til, for han ser store muligheder i det forsømte gods. Det er imidlertid ikke alle, der bryder sig om de omvæltninger, som følger med Jens’ hjemkomst, og godsejerens niece Ingrid ´(Lisbeth Movin) er dybt ulykkelig og ønsker sig langt væk. Men skæbnen er som bekendt lunefuld!